Forårspasta med masser af grønt - lav den på under 30 minutter
Forårspasta med masser af grønt
Foto: Matilde Gunge
Du må gerne spise pasta – også hvis du vil tabe dig
Mange tror stadig, at pasta og kulhydrater er noget, man skal undgå, hvis man gerne vil tabe sig.
Men sandheden er: du kan sagtens spise pasta – også den hvide – og stadig opnå et vægttab.
Det handler ikke om at fjerne bestemte fødevarer.
Når du gør pasta “forbudt”, sker der ofte det modsatte af det, du ønsker at opnå:
Du får mere lyst til det, tænker mere på mad – og ender måske med at spise mere, end du egentlig havde brug for.
Når du derimod giver dig selv lov, falder presset.
Derfor kan du godt spise pasta og stadig tabe dig
Vægttab handler ikke om at undgå pasta, brød eller kulhydrater. Det handler om helheden og at lære at være fleksibel.
Når du spiser måltider, der:
Mætter godt
Indeholder både kulhydrat, protein og fedt
- og ikke føles forbudte
…så mindsker du faktisk risikoen for overspisning.
Pasta og kulhydrater er derfor ikke problemet – restriktion er.
Derfor får du her en nem, lækker og mættende forårspasta med masser af grønt og laks, som du kan lave på under 30 minutter 👇
Foto: Matilde Gunge
Forårspasta med masser af grønt - og ovnbagt laks
Ingredienser
Til 4 personer
250 g pasta (fx spaghetti)
½ dl salt til kogevandet til pastaen
4 laksefileter
1 bundt forårsløg (den grønne del)
1 bundt grønne asparges
½ broccoli
1 fed hvidløg (revet eller finthakket)
4 dl grønne ærter (frost) - eller endnu bedre: sukkerærter hvis du kan finde det
Skal og saft fra 1 citron
Ca. 75 g parmesan (fintrevet)
Salt og peber
Sådan laver du Nem forårspasta med grønt og laks
Snit alle grøntsager fint, og riv hvidløg og parmesan.
Bag laksen i ovnen ved 200 grader varmluft i ca. 15–20 minutter.
Hæld kogende vand over de frosne ærter med et drys salt i vandet. (Hvis du bruger sukkerærter - så hop dette trin over og tilsæt dem sammen med de andre grøntsager)
Kog pastaen al dente i rigeligt saltet vand.
Ét minut før pastaen er færdig, tilsættes alle grøntsager (undtagen hvidløg og parmesan).
Gem en kop pastavand, og dræn resten fra i et dørslag.
Kom pasta og grønt tilbage i gryden. Gryden skal ikke tilbage på varmen - der er varme nok i gryden til at gøre ‘sovsen’ færdig.
Tilsæt 1-2 dl af kogevandet (tilsæt evt mere senere), hvidløg, parmesan, citronskal og citronsaft.
Rør det hele godt sammen (uden yderligere opvarmning).
Smag til med salt, peber og evt. mere citron eller parmesan og evt. mere af pasta-kogevandet hvis den skal være mere cremet.
Server straks med den bagte laks – gerne med ekstra parmesan og citronsaft.
Du kan med fordel drysse med masser af frisk dild - eller en anden frisk krydderurt.
Tips og tricks til den perfekte cremede pasta
Gem altid pastavand – det gør retten mere cremet uden du behøver bruge fløde.
Skær grøntsagerne småt, så de tilberedes hurtigt sammen med pastaen
Brug friskrevet parmesan for den bedste smag - det giver den mest cremede konsistens
Smag til med citron til sidst – det løfter hele retten
Undgå at overkoge pastaen – al dente giver bedre tekstur
Variationer
Vegetarisk version: Drop laksen og tilsæt fx ristede kikærter, linser eller server med stegt haloumi eller tofu
Kan du ikke lide laks? Brug bare en anden proteinkilde i stedet - server fx med grillet kylling eller en god pølse til.
Cremet version: Tilsæt en smule creme fraiche
Mere grønt: Prøv også squash, spinat eller fintsnittet spidskål
Fuldkorn eller ej: Brug den pasta, du bedst kan lide – begge dele fungerer fint.
FAQ – ofte stillede spørgsmål
Er fuldkornspasta bedre end almindelig pasta?
Fuldkorn kan mætte lidt mere, og giver de vigtige kostfibre, som vi har brug for. Men almindelig pasta er ikke “dårlig”.
Det vigtigste er, hvad der fungerer for dig.
Jeg kan personligt meget bedre lide den hvide pasta - men jeg får også en del fuldkorn i løbet af dagen til mine andre måltider (fx havregryn, rugbrød og fuldkorsbrød) så det behøver jeg ikke også få fra min aftensmad.
Hvorfor overspiser jeg pasta?
For det første - og mest oplagte: det smager vanvittigt godt! 😊 Og for det andet - ofte fordi du prøver at begrænse det. Når noget føles forbudt, øger det lysten og risikoen for at spise mere.
Kan jeg lave retten i forvejen?
Ja, men den smager bedst frisk. Du kan evt. gemme rester på køl og spise dagen efter.