Flygter du fra dine følelser når livet er svært og spiser i stedet?

Spiser du ofte når du mærker uro, frustration, ensomhed, har tankemylder fx om vægttab og overspisning, føler dig forkert eller keder dig?

Har du heller ikke specielt meget lyst til at mærke hvordan du har det når livet er svært og det føles ubehageligt?

Så er du helt normal.

Mange af mine klienter fortæller mig, at det ’bare sker’ når de overspiser. At de slet ikke kan finde årsagen til det.

 

Hvis man kæmper med overspisning og følelsesmæssig spisning - så vil man spise på alle følelser – hvis man ikke kan skelne dem fra sult.

Og det giver faktisk god mening.

For det kan nemlig godt virke kortvarigt at spise når man føler noget ubehageligt eller svært. Det kan dulme, fjerne uro, give dig noget at lave eller fokusere på som fjerner ubehaget for en stund.

 

Og nu bliver jeg lige lidt irriterende. Beklager.

Men jeg bliver nødt til at invitere dig ind i en metode, hvor du skal være villig til at mærke ubehaget (bare lidt) for at ændre på dit spisemønster.

 

For at lære at skelne mellem fysiologisk sult og følelsesmæssig sult og dermed undgå at spise på ’alle følelser’ - skal du begynde at ’tjekke ind’ med din mave og hjerne. Det kan godt lyde lidt ’langhåret’ – det er okay hvis du lige nu tænker at dét skal du slet ikke i nærheden af det der føle-føle-halløjsa.

 

Og det giver jo faktisk lidt sig selv hvorfor du måske har modstand på at mærke efter. Fordi det, du mærker er ikke altid så rart. Måske endda stærkt ubehageligt.

 

Men du skal vide – at uanset hvad, du føler – så kan du godt rumme det.

Følelser kan være svære at udholde - men vi kan faktisk godt rumme dem alle hvis vi gør plads for dem. Følelser kan give stærkt ubehag - men vi kan øve os lige så stille på at rumme dem og forstå dem. 

Og der er rigtig mange af mine klienter, der faktisk ikke kan mærke, hvad de føler.

 

Ved du hvad det vilde ved dét er?

 

For at kunne mærke hvad man føler – så skal man begynde at øve det.

 

Det lyder næsten for åbenlyst – men man skal simpelthen lige spørge sig selv: ”Hvordan har jeg det egentlig lige nu?”

Formålet er at vænne din krop og hjerne til lige at bemærke følelsen indeni.

Det er ikke fordi du skal ‘fikse’ det. Ikke for at få det til at gå væk – men for at MÆRKE det.

 

Forestil dig de emojies du har på din telefon - hvilken ville bedst beskrive dit humør eller hvordan du har det? Du skal i starten bare lige få kontakt til kroppen og de signaler den sender dig. Lytte efter hvordan du egentlig har det.

Måske kan du sætte en følelse på – måske kan du i starten bare mærke noget fysisk. Måske mærker du ikke noget de første gange - men så er det måske ‘følelsesløshed’ du bemærker. Eller måske ‘tomhed’ eller ‘ligegyldighed’.

 

Mange fortæller mig, at de kan mærke deres ubehagelige eller svære følelser omkring maven eller ved brystet. At deres puls stiger lidt, de får det varmt eller mærker et sug i maven eller en knugende fornemmelse. Det strammer til i kæben - det trykker på brystet. Og det er helt normalt.

 

Jeg mærker det også når mit liv slår knuder. For det gør det – ofte.

Så får jeg også lyst til at flygte væk fra det – en trang til at ’smutte ud’ af min krop og hoved fordi det er så svært og kan være stærkt ubehageligt. Jeg vil bare gerne have det til at gå væk.

Men det gør det ikke - heller ikke selvom jeg forsøger at flygte fra det. Det der er svært er der sjovt nok stadig når jeg vender tilbage fra min undgåelsesstrategi - som kan være skærm eller mad eller noget helt tredje, som fjerner fokus fra det, der er svært.

Når jeg ikke kan ‘fikse’ mine indre problemer med en nem løsning – så føles det uendeligt og håbløst. Jeg får en følelse af, at så kan det hele jo være lige meget.

 

Kender du det?

 

Og så forsøger vi at løse det ved at flygte fra det vi føler – fx gennem mad, skærm eller sociale medier.

Jeg har jo ikke lyst til at mærke at jeg er ked af det, er frustreret eller føler mig alene/ensom. Det gør jo ondt indeni. Og det er helt forståeligt.

Men problemet er jo, at overspisning kan føles endnu mere ubehageligt – og fastholde dig i dine svære følelser og så ender du i en ond spiral, som er nærmest umulig at komme ud af.

 

At mærke hvordan du har det er faktisk det første skridt til at gøre noget andet end at spise følelsen væk. At bemærke det og lige være lidt ‘sammen med det.’ Undersøge det – som om du var en nysgerrig videnskabsmand – så objektivt og neutralt som muligt.

I starten kan det være ganske kort – og senere kan du lære at ’ride bølgen af’ og mærke at følelsen kan stige og falde ligesom bølger på havet. På den måde mærker du også – at ingen følelser er kroniske eller permanente.

Når du har bemærket hvordan du har det - og er blevet bevidst, kan du undersøge hvad du i situationen ville have bedst af lige nu.

Du kan læse mit indlæg lige HER om hvad du kan gøre for at træffe et andet valg end at spise.