BLOG

Stop med at please alle andre: Sådan sætter du (k)ærlige grænser – og undgår overspisning

Overspisning handler ikke kun om mad. For mange kvinder midt i livet hænger det tæt sammen med people pleasing og manglende grænser. Når du tilsidesætter dig selv for at gøre andre tilfredse, opstår der en indre spænding, som ofte dulmes med mad. I dette indlæg lærer du at sætte (k)ærlige grænser – uden skyld og uden at blive hård.

Kæmper du med overspisning, tanker om vægt og en følelse af at miste kontrollen med mad – selvom du “godt ved bedre”?

Så handler det måske ikke kun om mad.

For mange kvinder midt i livet hænger people pleasing, manglende grænsesætning og overspisning tæt sammen. Når du igen og igen tilsidesætter dine egne behov for at gøre andre tilfredse, skaber det et indre pres. Og mad kan blive måden, du dulmer det pres på.

Her får du en konkret guide til at stoppe med at please – og begynde at sætte (k)ærlige grænser, så du ikke længere behøver bruge mad til at håndtere ubehaget.

Hvad er people pleasing – og hvorfor gør vi det?

People pleasing er ikke svaghed.
Det er en strategi, du har lært.

Måske har du tidligt erfaret, at:

  • Uenighed skaber konflikt eller afstand

  • Anerkendelse er lig med værdi

  • Du har ansvar for andres følelser

  • Du bliver elsket for at være “nem”, “dygtig” eller “hjælpsom”

Mange kvinder i 40’erne, 50’erne og 60’erne er vokset op med en stærk forventning om at være rummelige, pligtopfyldende og selvopofrende. Det er som sådan ikke et problem.

Problemet opstår først, når omsorgen for andre sker på bekostning af dig selv.

Når du forstår, at pleasing engang var en klog overlevelsesstrategi, kan du begynde at ændre mønsteret – uden at skamme dig.

Sammenhængen mellem people pleasing og overspisning

Hvis du vil bryde med overspisning, er det vigtigt at se på, hvad der sker før du spiser.

Spørg dig selv:

  • Overspiser jeg oftere efter sociale sammenkomster?

  • Når jeg ikke får sagt fra til ubehagelige kommentarer omkring min krop

  • Efter jeg har sagt ja til noget, jeg egentlig ikke havde lyst til?

  • Når jeg føler mig overset, presset eller taget for givet?

Når du ikke sætter en ydre grænse, opstår der ofte en indre spænding.
Den spænding kan føles som uro, rastløshed eller tomhed.

Mad kan midlertidigt dulme følelsen.

Det betyder ikke, at du mangler viljestyrke.
Det betyder, at du mangler grænser.

Guide: Sådan stopper du med at please og sætter sunde grænser

Her får du en praktisk og realistisk tilgang til grænsesætning – uden at blive hård eller afvisende.

1. Skift fokus: Fra “Hvad vil de have?” til “Hvad kan jeg?”

People pleasing starter ofte med automatisk at spørge:
Hvad forventer de af mig?

Prøv i stedet at spørge:
Hvad har jeg kapacitet til?

Eksempler på (k)ærlige grænser:

  • “Jeg vil gerne hjælpe, men jeg har ikke overskud i denne uge.”

  • “Det kan jeg ikke lige nu.”

  • “Jeg har brug for at prioritere noget andet.”

Du afviser ikke personen.
Du respekterer din egen grænse.

2. Stop med at overforklare

Mange pleasers føler, at de skal retfærdiggøre deres nej. Men du skylder ikke nogen en forklaring.

Du må gerne bare sige:

  • “Det passer mig ikke.”

  • “Det har jeg ikke mulighed for.”

Punktum.

Jo mere du forklarer, jo mere signalerer du ubevidst, at din grænse kræver godkendelse.

Det gør den ikke.

3. Start småt, hvis du vil undgå overspisning som reaktion

Hvis du har sagt ja i årtier, kan et nej aktivere skyld og uro – og dermed trigge overspisning pga ubehaget.

Derfor: start småt.

  • Svar lidt langsommere på beskeder

  • Sig: “Jeg vender lige tilbage”

Dit nervesystem skal erfare, at relationer ikke bryder sammen, fordi du sætter grænser.

4. Lær at tåle ubehaget – uden at spise det væk

Når du stopper med at please, vil det føles forkert i starten.

Du kan opleve:

  • Skyldfølelse

  • Indre uro

  • Tanker om at være egoistisk

  • Stærk trang til at spise

Det er ikke et tegn på, at du gør noget forkert.

Det er et tegn på, at du bryder et gammelt mønster.

Prøv i stedet:

  • At trække vejret roligt i 2–3 minutter

  • At skrive dine tanker ned

  • At minde dig selv om: “Jeg må godt være her.”

Ubehag er midlertidigt. Det kan føles permanent – men alle følelser er forbigående.

5. Husk: Andres skuffelse er ikke dit ansvar

En af de største årsager til people pleasing er frygten for at gøre andre skuffede eller kede af det.

Men du kan godt være:

  • Venlig og sige nej

  • Empatisk og have grænser

  • Kærlig og stadig vælge dig selv

At sætte sunde grænser betyder ikke, at du er egoistisk.
Det betyder, at du inkluderer dig selv og dine egne behov i relationen.

Hvorfor grænsesætning kan mindske overspisning

Når du begynder at tage dine behov alvorligt:

  • Falder den indre spænding.

  • Mindskes følelsen af at være overvældet.

  • Bliver trangen til at dulme med mad mindre intens.

Du stopper ikke med at overspise, fordi du “tager dig sammen”.

Du stopper, fordi du ikke længere skal sluge dine egne behov og dermed opstår ubehaget ikke på samme måde.

Klar til næste skridt?

Det handler om grænser.
Om selvrespekt.
Om at turde fylde – også midt i livet.

Hvis du kan genkende dig selv i people pleasing og overspisning, så ved du også, at det her ikke handler om mere kontrol eller disciplin.

 

Er du klar til at tage næste skridt og booke en gratis introsamtale?

Du behøver ikke kæmpe alene.

Læs mere