Sådan lærer du at tale venligt til dig selv [DEL 2]

Kan du huske hvordan jeg i sidste uge lærte dig at opdage din indre negative selvkritik, som ofte fører til overspisning?

Hvis ikke du fik læst første del af denne lille miniserie om at stoppe den indre negative kritik kan du læse den lige her:

I dag går vi et spadestik dybere – og jeg lærer dig at håndtere den stemme, der hele tiden dukker op og nedgør dig selv så du kan begynde at tale venligt til dig selv.

OBS: Det handler ikke om at elske sig selv som den man er.

Selvom det ville være skønt i en perfekt verden hvis vi alle kunne få fred og ro til netop det.

Men først - hvorfor i alverden tænker vi så negativt om os selv – og tror alle andre er perfekte?

For det første er der en mekanisme inde i os helt tilbage fra urtiden, der går ud på at tænke negativt.

Det er det, man kalder en medfødt negativitetsbias – altså at negative følelser og oplevelser vejer tungere end de positive.

Det negative huskes simpelthen bedre end alt det gode.

Det tager ganske enkelt længere tid for hjernen at lagre de positive oplevelser og indtryk end de negative.

Det er VIRKELIG uheldigt, at det er sådan.

Men det er til gengæld virkelig godt at vide – for de negative tanker har altid hjulpet os med at overleve. Sådan dybest set.

Negative tanker er en måde at forberede dig selv på det værst tænkelige. Så du løser problemerne, før ulykken sker. Ret smart, når din tip-tip-tip-tip-…oldefar stod ude på savannen omgivet af blodtørstige sabeltigere.

Men i dag ville det være rart, at vi måske var lidt mindre påvirket af negativitets-bias’en.

Den gode nyhed er, at vi faktisk godt kan blive mindre påvirket af det negative.

Men det kræver lidt af dig. Det kræver at du begynder at træne evnen til at fastholde de positive oplevelser og følelser. Det er nemlig robusthedsfremmende at dyrke det positive – det gør dig bedre i stand til at finde nye løsninger på problemer og se det store, bredere perspektiv.

Og med robusthed – mener jeg mental robusthed. Ikke at man skal kunne være sat i stål og så robust, at man kan tåle hvad som helst. Nej – mental robusthed handler snarere om, hvordan og hvor godt du håndterer modgang.

Det er ikke selve hændelsen eller oplevelsen – men vores egen tolkning af den, og de strategier, vi bruger for at komme igennem den, der afgør vores opfattelse af situationen og dermed vores mentale robusthed.

Ud over det at vi har en medfødt negativitets-bias, så tænker vi også negativt om os selv fordi er vi flokdyr. For at overleve evolutionært set har det været livsnødvendigt at være en del af et fællesskab – og derfor gør vi hvad som helst for at passe ind.

Vi vil gerne passe ind, og derfor sammenligner vi os hele tiden med de andre.

Derfor kommer vi let til at fokusere på alle vores mangler – på det, vi synes, vi skal have rettet op på for at passe ind i fællesskabet.

Det kan trigge en grundangst for ikke at overleve hvis ikke vi passer ind i fællesskabet. Det er derfor ikke så mærkeligt at vi sammenligner os selv med andre.

Hvis man har en følelse af, ikke at være god nok eller elsket, som den, man er – så handler det også grundlæggende om ikke at føle sig som en del af fællesskabet. Gør man ikke det – så er sandsynligheden for at man overlever ikke særligt stor (evolutionært set) og vores gamle del af hjernen, som bare skal sikre overlevelse, aktiverer frygtcentret.

Sådan gør op med den indre kritiker

Fem trin til at gøre op med din indre kritiker og tale venligt til dig selv

1.    Giv din indre kritiker et navn - hvis du kan.

Fx Kritikeren, Mobberen, Dommeren, Tyrannen, Den indre møgkælling…

Det er også okay bare at fortsætte med ’Den indre kritiker’ hvis der ikke lige dukker et navn eller en beskrivende ‘titel’ op.

2.    Bliv bevidst om og anerkend din ’Jeg er ikke god nok’-historie.

Hvad siger den til dig?

Læg mærke til: hvordan lyder din indre kritiker? Er den dæmpet, højlydt, selvretfærdig, underdanig, vred…?

Læg mærke til: Hvad kritiserer din indre kritiker dig for? Er det dit udseende, din karriere, din selvkontrol eller mangel på samme, dit forhold til andre…?

Man kan blive så vant til den indre negative monolog, at man slet ikke bemærker den.

3.   Skab afstand til din indre kritiker

Når du bliver opmærksom på den indre negative monolog – så skal du lære at distancere dig (bare lidt) fra den. Du skal skabe afstand – så den ikke fylder hele dit udsyn.

Den indre kritiker behøver ikke blande sig i det, der betyder noget for dig. Den kan være der og lave alt den larm, den vil – og du kan alligevel gøre det, der er vigtigt for dig. Den kan ikke forhindre dig i at gå i den retning du gerne vil – medmindre du tillader den det.

Det udvikler distance til tanken, at du fx siger dette:

”Hov – nu bemærker jeg, at jeg taler grimt til mig selv. Jeg bemærker at jeg har den tanke, at jeg er for tyk, at jeg ikke er smuk nok eller dygtig ok. Nu er Kritiske Karen i gang igen.”

Eller:

”Der har vi jo Kritiske Karen igen. Tak fordi du fortalte mig det”.  Derved skaber du afstand.

Spørg dig selv:

”Er denne tanke nyttig?”

Når den vanskelige tanker popper op i dit hoved, hjælper det dig så til at blive den person du ønsker at være? Hjælper tankerne dig til at gøre de ting som du gerne vil og skabe det liv du ønsker at skabe?

Det hjælper ikke at skælde ud på dig selv for ikke at være god nok. Det skaber blot en negativ spiral, hvor du bliver endnu mere ked af det og det giver mere overspisning.

Det, der i virkeligheden ville hjælpe dig lige nu, er at tale venligt og kærligt (eller i det mindste neutralt) til dig selv.

Du kan fokusere på alt det, du er god til, alt det du kan og faktisk har opnået.

4.   Du er ikke alene med din uperfekthed.

Se på andre menneskers rigtige kroppe – rigtige mennesker og deres ægte liv. Ikke bare dem i TV og på sociale medier, som er et udklip, et glimt – en redigeret virkelighed.

Vi er alle fulde af menneskelige fejl og mangler – lige som vi skal være.

Prøv at gå på kærlig opdagelse i dine venners og families fejl og mangler – med nysgerrighed og venlighed. Ikke for at fejlfinde – men for at du ikke føler dig alene med dine egne. Kom og vær med i klubben med alle os andre fejlbarlige mennesker. :)

Selvkritik er ikke et tegn på, at der er noget galt med dig. Alle har en indre kritiker – men vi taler ikke så højt om den.

5.   Du behøver ikke elske dig selv. Begynd med venlighed overfor dig selv

I stedet for at forsøge at ’løse problemet’ og kæmpe med tankerne og fikse dig selv – så tal venligt, pænt og kærligt til dig selv – tag dig selv i det når du kritiserer dig selv.

Det handler ikke om at du skal elske dig selv – du skal blot prøve at finde frem til en venlighed overfor dig selv når du opdager, at du er i gang med at tale grimt og nedsættende om og til dig selv.

Fokuser på dine gode kvaliteter og styrker hvis du kan.

Bevidst brug af omsorgsfuldt, selvkærligt og nysgerrigt sprog kan ændre din måde at tale til dig selv.

Tal til dig selv som en kær veninde eller et elsket familiemedlem ville tale til dig – eller du til dem. Trods deres fejl og mangler elsker du dem jo alligevel og accepterer dig som du er. 

Du kan også finde et billede frem af dig selv som barn eller ung – og så forsøge at sige de samme ting til dig selv i den alder. Det er ikke så nemt, vel?

Det havde du jo ikke fortjent – men hvorfor har du så nu?

Du fortjener venlighed og et selvkærligt sprog.

Læs eller gen-læs den første del om hvordan du opdager den indre kritiker:

>> Sådan lærer du at tale venligt til dig selv [DEL 1] <<

Sådan lærer du at tale venligt til dig selv [DEL 1]

Taler du nogle gange grimt til dig selv?

Eller gør du det rigtig meget og hele tiden?

Når du ikke lever op til dine egne idealer og det, du føler, du burde gøre – siger du så ondskabsfulde ting til dig selv?

Genkender du den indre stemme, der dagligt irettesætter, nedgør og taler grimt til dig?

Dét er din indre kritiker.

Man kalder det også negativ selvsnak.

Forestil dig de tanker, du har inde i hovedet – at der står en og siger de samme ting til dig ude i virkeligheden – lige ved siden af dig.

Du går forbi – og får alle de nedsættende ord kastet imod dig:

”Du er ikke god nok! Du er for doven! Du duer ikke til noget! Du er grim! Du er for tyk! Du er dum! Du kan ikke klare det! Du er for meget! Du træner ikke nok! Du spiser for meget! Du er ikke værd at elske…”

Kan du høre det?

Av.

Kan du mærke hvor ondt det gør?

Selv hvis du egentlig gør det godt – skælder du sikkert alligevel ud på dig selv for, at du jo kunne have gjort det endnu bedre ikke?

Hvis det sker for dig, at din indre kritiker dukker op hele tiden og skælder dig ud – er du bestemt ikke alene.

Vi har den alle sammen. Vi retter så let beskyldninger og barske fordømmelser indad – imod os selv. Vi tæsker løs på os selv, når vi begår fejl eller ikke gør tingene perfekt.

Vi tror, at vi er nødt til at være perfekte for at være gode nok.

Skældsord og fornærmelser mod os selv er ikke inspirerende. Vi kan ikke motivere os selv med selvkritik – men med venlighed i stedet.

Det vender vi lige tilbage til senere.

For først og fremmest vil jeg lige spørge dig om det her:

- Gør det dig til at bedre menneske og en bedre person i det lange løb når du skælder ud på dig selv?

- Får det dig til at føle dig mere inspireret og motiveret – eller måske mindre?

Jeg ved i hvert fald, at når jeg gør den slags mod andre mennesker – fx mine børn, så bliver de ikke mere glade, motiverede eller får lyst til at gøre det godt.

De bliver kede af det.

De føler sig forkerte.

Det samme gør vi som voksne.

Ud over vores egne erfaringer med den indre negative selvsnak, kan vi konkludere ud fra forskningen på området, at selvkritik ikke motiverer til bedre resultater – men derimod fører til:

• Lavere motivation for at motionere og træne – og en større sandsynlighed for at give op.

• Dårligere velbefindende

• Dårligere reaktioner på negative livshændelser

• Dårligere reaktioner på nederlag

• Dårligere motivation for at gøre sig selv bedre.

Og det var jo ikke så lidt egentlig.

Vi sidder nogle gange fast i vores overbevisninger. De bliver så store og fylder hele vores verden og udsyn – at vi ikke kan se andet.

Disse overbevisninger bliver til tanker – som bliver til handlinger – som bliver til vaner – som bliver din skæbne.

Vi er mennesker – ikke perfekte glansbilleder eller dukker

Vi begynder at tro, at den eneste måde, vi kan blive noget værd og at andre vil elske og acceptere os, er ved at tabe os og se helt ’rigtige’ ud.

For så er der ingen, der kan sætte en finger på noget.

Du gør som alle os andre: du flikker det perfekte ’super-menneske’ sammen oppe i hovedet – du samler stumper sammen fra det, du ser, møder og oplever ude i verden og på de sociale medier.

Du får opbygget et imaginært monster af et overperfekt menneske, som du sammenligner dig selv med.

Det her perfekte monster bliver det, der ødelægger dit liv og din livsglæde.

Det er det samme som at sammenligne de andres perfekte showroom på de sociale medier med dit eget mega rodede og støvede kosteskab.

Det er ikke ægte.

Det er bestemt heller ikke rimeligt overfor dig selv. Du kan ikke skabe den slags billeder og forvente at kunne leve op til det.

Ingen mennesker er sådan. Ingen kan leve op til alt dét.

Som psykolog og ekspert i skam Krista Korsholm Bojesen siger:

”Det er som om, vi har glemt at vi er mennesker. Vi tror vi skal være guddommelige og perfekte – kunne alt.”

Men det er ikke meningen med os mennesker.

Vi mennesker er fejlbarlige og uperfekte.

Vi begår alle sammen fejl.

ALLE SAMMEN.

Lige nu sidder jeg fx og tænker, at jeg burde gøre rent på de badeværelser, som ingen her i huset har haft tid til at gøre i evigheder – og at jeg ikke har vasket håret i fire dage. At jeg ikke har pudset vinduer i årevis. At jeg har en masse arbejdsopgaver, der halter bagud – som jeg ’virkelig burde få styr på – det er jo pinligt at jeg ikke bare kan tage mig lidt mere sammen’. Vores hus er under renovering og har været det i årevis - og jeg føler ligesom at det burde vi have styr på efterhånden.

Og så starter sammenligningerne:

”Prøv lige at se dén og dén – de kan åbenbart få tid til det hele. Hun har altid rent hår og perfekt makeup, hun har endda tre børn og et fuldtidsarbejde – og han renoverer hele deres hus selv i fritiden. Der må jo være noget galt med mig og os når det ikke er sådan her hos os.”

Igen – AV. Hør lige hvor selvkritisk jeg er.

Men hør lige her!

Det, vi glemmer er, at vi ser jo kun et udklip af virkeligheden hos alle andre.

Jeg ser et øjebliksbillede. Jeg kan ikke tillade mig at sammenligne det, jeg ser i fem minutter hos andre – når jeg ikke har det hele billede.

Problemet er, at hvis det der imaginære monster af et perfekt super-menneske får lov til at være min standard for hvordan JEG bør være – så begynder jeg at skamme mig over den, jeg faktisk er.

Så begynder jeg lige så stille at gemme mig og mit væk.

Hvis mit hus skal være perfekt og skinnende rent for at vi kan have gæster – så får vi det aldrig (eller virkelig sjældent). Og i virkeligheden er det jo helt enormt BEFRIENDE når vi besøger andre mennesker, der også har nullermænd i hjørnerne og under sofaen – for så er det afslappet. Vi skal ikke leve op til noget – vi kan være os selv.

Hvis jeg bare lader tankerne stikke af med mig – uden at opdage, at jeg er i gang med at smelte sammen med dem – hvor jeg danser afsted på en sort sky af negativitet – så lader jeg tankerne få ret.

Så bliver dét min virkelighed. Så fylder skammen - den lever i mørket.

Så betyder det, at min opmærksomhed og mine handlinger domineres af mine tanker.

Hvis skammen skal ud i lyset, hvor den ikke kan leve, er min opgave altså at blive opmærksom på, hvornår jeg er i gang med at hoppe med på tankerne om, at jeg ikke er god nok, ikke gør nok osv.

Jeg skal lære at opdage tankerne, træde et skridt tilbage fra dem og observere dem lidt på afstand.

Det kan gøre det muligt at have de vanskelige tanker – samtidig med at jeg bevæger mig i retning af de vigtige ting i mit liv – fordi jeg bevidst vælger ikke at lade dem styre og dominere det hele.

Nu har du lært at opdage din indre negative selvkritik – i næste uges blogindlæg får du del 2 - hvor du lærer endnu mere om at gøre op med din indre kritiker.

PS. Jeg anerkender, at det ikke er nemt – og det kræver øvelse. Men jeg er efter meget øvelse begyndt at kunne håndtere det, som er svært uden at det overtager hele mit liv.

LÆS OGSÅ ‘Små skridt er også skridt’ - om at lave små ændringer, som holder lige her.

Perfektionismen stjæler din livsglæde og fodrer din spiseforstyrrelse

Det kan være svært at mærke og vide, at man er ramt af perfektionisme.

For det er vel bare naturligt at kræve meget af sig selv og at søge høj kvalitet og have en høj standard, ikke?

Problemet er bare, at rigtig mange, der kæmper med spiseforstyrrelser, madstress, madskam og forstyrret spisning generelt aldrig finder madro hvis ikke de slipper kontrollen og perfektionismen lidt.

Som ’perfectionist in recovery’ har jeg selv i en del år efterhånden levet efter mantraet ”Done is better than perfect”.

Hvis det jeg laver aldrig kunne blive godt nok – så ville dette blogindlæg fx aldrig have fundet vej til dig her.

Jeg er sådan en, der kan finjustere i det uendelige og overtænke helt vildt om det nu også er godt nok, klogt nok og om du som læser overhovedet får det rigtige ud af det, jeg skriver. Det kan med adndre ord altid blive bedre, og så kan jeg jo aldrig gøre det færdigt.

Men ved du hvad?

Det er oftest bedre, at jeg sender noget, som nok ikke er helt perfekt, end at jeg ender med ikke at sende noget som helst fordi jeg er ramt af perfektionismens lammende standarder.

Perfektionismen stiller nemlig helt urimelige krav – og derfor vil du automatisk ende med ikke at føle dig god nok.

Men husk på, at det er en følelse. Du er faktisk god nok.

Man skelner typisk mellem to typer af perfektionisme:

Positiv perfektionisme – hvor du stræber efter det bedst mulige resultat og hvor du glæder dig til at præstere rigtig godt. Den er rigtig god at bruge for at gøre sit bedste – på en god måde, der ikke lammer dig eller giver dig stort besvær.

Negativ perfektionisme – hvor du stiller ekstremt og urimeligt høje krav til dig selv. Det bliver med andre ord aldrig godt nok.

Det er den negative perfektionisme, der ofte er forbundet med spiseforstyrrelser som anoreksi og forstyrret spisning. Udfordringen her bliver at acceptere, at er noget er godt nok.

Perfekt er uopnåeligt

Jagten på perfektionisme får dig til at føle dig utilstrækkelig snarere end perfekt.

Du mister dit perspektiv – pludselig bliver det perfekte udseende, vigtigere end alt andet i dit liv og du ’forsvinder’ mentalt ind i dig selv.

Du går glip af nærvær og oplevelser med dine venner, familie og kolleger fordi du hele tiden tænker på hvordan du opnår den perfekte krop ved at kontrollere dine måltider eller din træning.

Perfektionisme leder ikke til perfekte resultater – men snarere holder det dig ved status quo eller trækker dig bagud.

Én ting er sikker: hvis perfektionismen får lov at sætte dagsordenen og bestemme, så bliver det ikke sjovt.

Så hvad kan du gøre i stedet for at søge perfektionismen?

Perfektionisme er som regel udtryk for en frygt for ikke at være god nok.

Det får dig til at søge anerkendelse for at føle dig god nok.

Du stiller for store krav til dig selv. Det svære her bliver at kunne slække på kravene – og acceptere at noget godt kan være godt nok selvom det ikke er perfekt.

Så hvis du kæmper med perfektionisme, kan det være en god ide at øve dig i at slække lidt på kravene til dig selv på et trygt område først.

For mig handlede det om fx at der ikke altid behøvede at være ryddet op og gjort rent inden jeg fik gæster. At det var okay, at der lå lidt nullermænd inden der kom nogen på besøg. Det var ganske vist lidt angstprovokerende første gang, jeg fik gæster og med vilje ikke havde støvsuget.

Og ved du hvad der skete?

Ingenting.

Absolut intet.

Nada.

Nothing.

Til gengæld fik jeg den tanke, at når jeg besøger mennesker, der ikke har et totalt clean hjem - så føler jeg mig mere hjemme dér.

Og det er helt rart at besøge andre, der føler jeg tryg ved at jeg ser deres nullermænd – at det ikke handler om det perfekte hjem men at mødes over en god og nærværende snak og en kop kaffe. Så mon ikke også andre har det sådan ved at komme på besøg hos mig og mine nullermænd? Jeg vil da hellere have gæster, der føler sig hjemme end at de tænker ’Hold da op her er rent – nu får jeg det helt skidt over mine nullermænd derhjemme’.

Gode resultater eller at have den ’perfekte krop’ og din indre værdi som menneske hænger ikke sammen.

Du kan sagtens være et virkelig grundgodt menneske med stor indre værdi - og samtidig (lejlighedsvist) have dårlige resultater på dit arbejde eller ikke have den ’perfekte krop’.

Det er altså ikke det samme som, at DU ikke er god nok.

Sandheden er, at du ér god nok. Du er præcis den, du skal være.

 At søge det perfekte er som at have en virkelig skrap og syrlig svigermor ved sin side hele tiden. Èn, der kommer med spydige kommentarer og prikker til dig når du ikke gør dit ypperste. Det er der jo ingen, der gider vel?