Taler du nogle gange grimt til dig selv?
Eller gør du det rigtig meget og hele tiden?
Når du ikke lever op til dine egne idealer og det, du føler, du burde gøre – siger du så ondskabsfulde ting til dig selv?
Genkender du den indre stemme, der dagligt irettesætter, nedgør og taler grimt til dig?
Dét er din indre kritiker.
Man kalder det også negativ selvsnak.
Forestil dig de tanker, du har inde i hovedet – at der står en og siger de samme ting til dig ude i virkeligheden – lige ved siden af dig.
Du går forbi – og får alle de nedsættende ord kastet imod dig:
”Du er ikke god nok! Du er for doven! Du duer ikke til noget! Du er grim! Du er for tyk! Du er dum! Du kan ikke klare det! Du er for meget! Du træner ikke nok! Du spiser for meget! Du er ikke værd at elske…”
Kan du høre det?
Av.
Kan du mærke hvor ondt det gør?
Selv hvis du egentlig gør det godt – skælder du sikkert alligevel ud på dig selv for, at du jo kunne have gjort det endnu bedre ikke?
Hvis det sker for dig, at din indre kritiker dukker op hele tiden og skælder dig ud – er du bestemt ikke alene.
Vi har den alle sammen. Vi retter så let beskyldninger og barske fordømmelser indad – imod os selv. Vi tæsker løs på os selv, når vi begår fejl eller ikke gør tingene perfekt.
Vi tror, at vi er nødt til at være perfekte for at være gode nok.
Skældsord og fornærmelser mod os selv er ikke inspirerende. Vi kan ikke motivere os selv med selvkritik – men med venlighed i stedet.
Det vender vi lige tilbage til senere.
For først og fremmest vil jeg lige spørge dig om det her:
- Gør det dig til at bedre menneske og en bedre person i det lange løb når du skælder ud på dig selv?
- Får det dig til at føle dig mere inspireret og motiveret – eller måske mindre?
Jeg ved i hvert fald, at når jeg gør den slags mod andre mennesker – fx mine børn, så bliver de ikke mere glade, motiverede eller får lyst til at gøre det godt.
De bliver kede af det.
De føler sig forkerte.
Det samme gør vi som voksne.
Ud over vores egne erfaringer med den indre negative selvsnak, kan vi konkludere ud fra forskningen på området, at selvkritik ikke motiverer til bedre resultater – men derimod fører til:
Lavere motivation for at motionere og træne – og en større sandsynlighed for at give op.
Dårligere velbefindende
Dårligere reaktioner på negative livshændelser
Dårligere reaktioner på nederlag
Dårligere motivation for at gøre sig selv bedre.
Og det var jo ikke så lidt egentlig.
Vi sidder nogle gange fast i vores overbevisninger. De bliver så store og fylder hele vores verden og udsyn – at vi ikke kan se andet.
Disse overbevisninger bliver til tanker – som bliver til handlinger – som bliver til vaner – som bliver din skæbne.
Vi er mennesker – ikke perfekte glansbilleder eller dukker
Vi begynder at tro, at den eneste måde, vi kan blive noget værd og at andre vil elske og acceptere os, er ved at tabe os og se helt ’rigtige’ ud.
For så er der ingen, der kan sætte en finger på noget.
Du gør som alle os andre: du flikker det perfekte ’super-menneske’ sammen oppe i hovedet – du samler stumper sammen fra det, du ser, møder og oplever ude i verden og på de sociale medier.
Du får opbygget et imaginært monster af et overperfekt menneske, som du sammenligner dig selv med.
Det her perfekte monster bliver det, der ødelægger dit liv og din livsglæde.
Det er det samme som at sammenligne de andres perfekte showroom på de sociale medier med dit eget mega rodede og støvede kosteskab.
Det er ikke ægte.
Det er bestemt heller ikke rimeligt overfor dig selv. Du kan ikke skabe den slags billeder og forvente at kunne leve op til det.
Ingen mennesker er sådan. Ingen kan leve op til alt dét.
Som psykolog og ekspert i skam Krista Korsholm Bojesen siger:
”Det er som om, vi har glemt at vi er mennesker. Vi tror vi skal være guddommelige og perfekte – kunne alt.”
Men det er ikke meningen med os mennesker.
Vi mennesker er fejlbarlige og uperfekte.
Vi begår alle sammen fejl.
ALLE SAMMEN.
Lige nu sidder jeg fx og tænker, at jeg burde gøre rent på de badeværelser, som ingen her i huset har haft tid til at gøre i evigheder – og at jeg ikke har vasket håret i fire dage. At jeg ikke har pudset vinduer i årevis. At jeg har en masse arbejdsopgaver, der halter bagud – som jeg ’virkelig burde få styr på – det er jo pinligt at jeg ikke bare kan tage mig lidt mere sammen’. Vores hus er under renovering og har været det i årevis - og jeg føler ligesom at det burde vi have styr på efterhånden.
Og så starter sammenligningerne:
”Prøv lige at se dén og dén – de kan åbenbart få tid til det hele. Hun har altid rent hår og perfekt makeup, hun har endda tre børn og et fuldtidsarbejde – og han renoverer hele deres hus selv i fritiden. Der må jo være noget galt med mig og os når det ikke er sådan her hos os.”
Igen – AV. Hør lige hvor selvkritisk jeg er.
Men hør lige her!
Det, vi glemmer er, at vi ser jo kun et udklip af virkeligheden hos alle andre.
Jeg ser et øjebliksbillede. Jeg kan ikke tillade mig at sammenligne det, jeg ser i fem minutter hos andre – når jeg ikke har det hele billede.
Problemet er, at hvis det der imaginære monster af et perfekt super-menneske får lov til at være min standard for hvordan JEG bør være – så begynder jeg at skamme mig over den, jeg faktisk er.
Så begynder jeg lige så stille at gemme mig og mit væk.
Hvis mit hus skal være perfekt og skinnende rent for at vi kan have gæster – så får vi det aldrig (eller virkelig sjældent). Og i virkeligheden er det jo helt enormt BEFRIENDE når vi besøger andre mennesker, der også har nullermænd i hjørnerne og under sofaen – for så er det afslappet. Vi skal ikke leve op til noget – vi kan være os selv.
Hvis jeg bare lader tankerne stikke af med mig – uden at opdage, at jeg er i gang med at smelte sammen med dem – hvor jeg danser afsted på en sort sky af negativitet – så lader jeg tankerne få ret.
Så bliver dét min virkelighed. Så fylder skammen - den lever i mørket.
Så betyder det, at min opmærksomhed og mine handlinger domineres af mine tanker.
Hvis skammen skal ud i lyset, hvor den ikke kan leve, er min opgave altså at blive opmærksom på, hvornår jeg er i gang med at hoppe med på tankerne om, at jeg ikke er god nok, ikke gør nok osv.
Jeg skal lære at opdage tankerne, træde et skridt tilbage fra dem og observere dem lidt på afstand.
Det kan gøre det muligt at have de vanskelige tanker – samtidig med at jeg bevæger mig i retning af de vigtige ting i mit liv – fordi jeg bevidst vælger ikke at lade dem styre og dominere det hele.
Nu har du lært at opdage din indre negative selvkritik – i næste uges blogindlæg får du del 2 - hvor du lærer endnu mere om at gøre op med din indre kritiker.
PS. Jeg anerkender, at det ikke er nemt – og det kræver øvelse. Men jeg er efter meget øvelse begyndt at kunne håndtere det, som er svært uden at det overtager hele mit liv.
LÆS OGSÅ ‘Små skridt er også skridt’ - om at lave små ændringer, som holder lige her.