Hvad er overspisning egentlig?

Test dig selv – lider du af overspisning?

Der er mange, der er i tvivl om, om det de kæmper med egentlig er overspisning.

De har svært ved at finde hjælpen - og forsøger sig med slankekure for at tabe sig og lære at styre sig.

Det kan jeg sagtens forstå - for overspisning er ikke en nem størrelse at definere.

Testen kommer vi til om lidt - men først skal du vide, at overspisning er et ret bredt spektrum, hvor man i forskellige perioder af sit liv kan befinde sig forskellige steder.

Man kan sådan lidt groft sagt sige, at i den ene ende af skalaen lider man af spiseforstyrrelsen tvangsoverspisning (binge eating disorder på engelsk - forkortet BED) - eller man kan overspise i mildere grader.

Overspisningerne i sig selv defineres også ud fra om man kæmper med en objektiv eller subjektiv oplevelse af overspisningerne. Det vender jeg tilbage til lige om lidt.

Hvad er overspisning?

Overspisning kan se ud på mange måder - men for eksempel ved at spise hele dagen og aldrig rigtig mærke sin krops fornemmelse for sult.

Det kan også være, at man indimellem spiser store portioner - for så at skamme sig over ikke at kunne styre sig.

Eller måske håndterer man alle svære situationer, oplevelser og følelser med mad - fordi det dulmer uroen og følelserne og virker på den korte bane.

Måske man styrer sig hele dagen - spiser supersundt - for til sidst på dagen at slippe al kontrol og endelig give sig hen til spisning af de madvarer, som ens slankekur udelukker. Måske det slet ikke er store mængder - men en følelse af at spise noget forbudt og forkert som man ellers forbyder sig selv.

Der er med andre ord flere måder man kan kæmpe med overspisning på.

En overspisning kan som sagt defineres på to måder:

Subjektiv overspisning:

En subjektiv overspisning dækker over, at man selv føler at man har spist ‘for meget’ eller har spist noget ‘forkert’. Der er altså ikke tale om en stor mængde mad rent objektivt set - men man har en opfattelse af, at det er for meget eller forkert. Man kan også føle at det er en overspisning fordi man spiser på et forkert tidspunkt af døgnet eller noget uplanlagt.

Ved en subjektiv overspisning kan man have spist sig overmæt til et enkelt måltid og det er efterfølgende forbundet med stort ubehag - fysisk eller psykisk. Det kan også være at man har bukket under for en ‘craving’ - en stærk trang til specifikke fødevarer.

Subjektiv overspisning kan også være spisning forbundet med kedsomhed eller spisning på svære følelser.

Objektiv overspisning

Under en objektiv overspisning spises meget store mængder mad og det går ofte meget hurtigere end når man ellers spiser.

Man spiser oftest alene og man gemmer det væk for andre. Man spiser til ubehagelig overmæthed - og ender ofte med stor skam over det, at man ikke kan styre sig.

De fleste vil have en følelse af at have mistet kontrollen over sig selv og tænker mange negative tanker efter en objektiv overspisning. Oftest spiser man ting, der er forbundet med stor nydelse (også selvom man ikke har fokus på nydelsen under en overspisning) eller ting, som er nemme at kaste op bagefter.

Slankekur og kostplaner

Når man lider af overspisning, har man ofte prøvet alverdens slankekure og kostplaner for at tabe sig og løse spiseproblemet med at lave regler og strenge restriktioner for sig selv - hvor man med kontrol forsøger at forandre situationen.

Desværre leder det næsten altid til, at man smider det hele på gulvet efter kort tid - fordi det er alt for svært og hårdt at være på kur.

For hvem kan holde til en slankekur i længden?

En slankekur lærer dig ikke at lytte til kroppens signaler og fornemmelser for sult, mæthed og nydelse.

Den fortæller dig, at du ikke kan stole på din krops signaler - men det er løgn.

For du kan godt stole på din krop - men du har brug for at lære hvad det er, den fortæller dig.

Og at du ikke nødvendigvis tager mere på bare fordi du skal til at lære at spise alle slags mad - og lytte til hvad du rent faktisk har lyst til - ikke hvad en kur fortæller dig at du 'må og ikke må' spise.

Fælles for de fleste der kæmper med overspisning er, at det ofte er forbundet med en stor skyldfølelse og skam over ikke at kunne styre sig - og at man tænker at man da bare 'burde lade være og stoppe med at spise'.

Men når det er en spisning relateret til svære følelser, som det er for de fleste, der kæmper med overspisning, så er det ikke en mulighed 'bare at stoppe' fordi det ville være det 'fornuftige at gøre'.

Man har rigtig svært ved at stoppe overspisningerne, hvis ikke man først lærer at håndtere både spisemønster og følelser på en anden måde, end man plejer.

Fordi overspisning kan være så mange forskellige ting - og det er så svært at definere for den enkelte alene får du herunder en lille test, hvor du kan tjekke af, om det du kæmper med måske er overspisning.

OBS: Dette er ikke en diagnose ift BED - der skal du gennem egen læge og psykiatrien for at blive udredt. Denne test kan give dig en indikation af, om det du kæmper med ville være godt at få hjælp til.

Hvis du kan nikke genkendende til noget/meget af det her - så har du sandsynligvis brug for hjælp til at håndtere din spisning, dine vaner og at lære at håndtere dine følelser med noget andet end mad.

Det er vigtigt at du snakker med nogen om det - du er velkommen til at få en afklarende snak ved mig - eller måske din partner, en god ven/veninde kan være en start for dig. Du kan også henvende dig til din egen læge for yderligere udredning

TEST DIG SELV: lider du af overspisning?

• Du spiser uden at være fysisk sulten

• Du spiser meget hurtigt - og ofte uden opmærksomhed på maden

• Du fortsætter med at spise indtil du er ubehageligt mæt

• Du overspiser alene, fordi det er forbundet med en følelse af skam at spise de mængder eller den type mad, du spiser

• Du spiser for at ændre hvad du føler eller dulme dine følelser så du slet ikke kan mærke noget

• Efter spisningen oplever du et fysisk og/eller psykisk ubehag - ofte forbundet med negativ selvkritik, skyld og skam

• Du skælder dig selv ud og 'dunker dig selv oveni hovedet' for at have sluppet kontrollen

• Du skammer dig efter en overspisning (uanset om det er en subjektiv eller objektiv overspisning (se ovenstående tekst for forklaring)

• Du har overspisninger inden for en begrænset tidsramme (fx indenfor 2 timer) hvor du spiser hvad andre mennesker (under omstændighederne) ville betragte som usædvanligt store mængder mad

• Du føler væmmelse og eller ubehag, depressiv sindsstemning efterfølgende

• Du har ofte oplevelsen af at have en 'craving' (stærk trang) til specifikke fødevarer, som ellers er forbudte i dit liv

• Du er bange for at spise bestemte slags mad/snacks (fx slik, chips, chokolade, kage) fordi du er bange for, at du jo så ikke kan stoppe ige

• Du har følelsen af slet ikke at kunne styre dig når først du giver dig selv lov til at spise

• Du har et kaotisk spisemønster henover dagen - måske med mange timer, hvor du ikke spiser for så at overspise senere på dagen

• Din overspisninger giver dig store problemer i dit liv - men du fortsætter med at bruge maden som ‘løsningen’ på dine problemer - selvom det skaber nye problemer i dit liv.

Kan du genkende det?

Hvis du nu har nikket (ærligt) ja til noget af det her - eller måske det hele - og tænker: "Jeg har da vist brug for hjælp til det her - for jeg kan ikke klare det alene ved at hoppe på en ny slankekur" - så skal du vide, at jeg sidder klar til at snakke med dig om dine muligheder for hjælp.

Hvordan stopper jeg mine overspisninger?

Der findes flere måder at håndtere overspisning på - og lige nu kan du starte stille og roligt hjemme i din egen stue med mit nye minikursus ‘Sådan slutter du fred med dine følelser - uden mad’.

Jeg lærer dig de simple teknikker, som jeg bruger sammen med mine klienter til at minimere overspisninger og gøre noget andet end at spise på dine følelser.

Du kan tage det helt i dit eget tempo da det er dit til evig eje. Du kan være i gang om ganske få minutter.

Du kan også søge mere information på landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskades hjemmeside.

Sådan lærer du at tale venligt til dig selv [DEL 2]

Kan du huske hvordan jeg i sidste uge lærte dig at opdage din indre negative selvkritik, som ofte fører til overspisning?

Hvis ikke du fik læst første del af denne lille miniserie om at stoppe den indre negative kritik kan du læse den lige her:

I dag går vi et spadestik dybere – og jeg lærer dig at håndtere den stemme, der hele tiden dukker op og nedgør dig selv så du kan begynde at tale venligt til dig selv.

OBS: Det handler ikke om at elske sig selv som den man er.

Selvom det ville være skønt i en perfekt verden hvis vi alle kunne få fred og ro til netop det.

Men først - hvorfor i alverden tænker vi så negativt om os selv – og tror alle andre er perfekte?

For det første er der en mekanisme inde i os helt tilbage fra urtiden, der går ud på at tænke negativt.

Det er det, man kalder en medfødt negativitetsbias – altså at negative følelser og oplevelser vejer tungere end de positive.

Det negative huskes simpelthen bedre end alt det gode.

Det tager ganske enkelt længere tid for hjernen at lagre de positive oplevelser og indtryk end de negative.

Det er VIRKELIG uheldigt, at det er sådan.

Men det er til gengæld virkelig godt at vide – for de negative tanker har altid hjulpet os med at overleve. Sådan dybest set.

Negative tanker er en måde at forberede dig selv på det værst tænkelige. Så du løser problemerne, før ulykken sker. Ret smart, når din tip-tip-tip-tip-…oldefar stod ude på savannen omgivet af blodtørstige sabeltigere.

Men i dag ville det være rart, at vi måske var lidt mindre påvirket af negativitets-bias’en.

Den gode nyhed er, at vi faktisk godt kan blive mindre påvirket af det negative.

Men det kræver lidt af dig. Det kræver at du begynder at træne evnen til at fastholde de positive oplevelser og følelser. Det er nemlig robusthedsfremmende at dyrke det positive – det gør dig bedre i stand til at finde nye løsninger på problemer og se det store, bredere perspektiv.

Og med robusthed – mener jeg mental robusthed. Ikke at man skal kunne være sat i stål og så robust, at man kan tåle hvad som helst. Nej – mental robusthed handler snarere om, hvordan og hvor godt du håndterer modgang.

Det er ikke selve hændelsen eller oplevelsen – men vores egen tolkning af den, og de strategier, vi bruger for at komme igennem den, der afgør vores opfattelse af situationen og dermed vores mentale robusthed.

Ud over det at vi har en medfødt negativitets-bias, så tænker vi også negativt om os selv fordi er vi flokdyr. For at overleve evolutionært set har det været livsnødvendigt at være en del af et fællesskab – og derfor gør vi hvad som helst for at passe ind.

Vi vil gerne passe ind, og derfor sammenligner vi os hele tiden med de andre.

Derfor kommer vi let til at fokusere på alle vores mangler – på det, vi synes, vi skal have rettet op på for at passe ind i fællesskabet.

Det kan trigge en grundangst for ikke at overleve hvis ikke vi passer ind i fællesskabet. Det er derfor ikke så mærkeligt at vi sammenligner os selv med andre.

Hvis man har en følelse af, ikke at være god nok eller elsket, som den, man er – så handler det også grundlæggende om ikke at føle sig som en del af fællesskabet. Gør man ikke det – så er sandsynligheden for at man overlever ikke særligt stor (evolutionært set) og vores gamle del af hjernen, som bare skal sikre overlevelse, aktiverer frygtcentret.

Sådan gør op med den indre kritiker

Fem trin til at gøre op med din indre kritiker og tale venligt til dig selv

1.    Giv din indre kritiker et navn - hvis du kan.

Fx Kritikeren, Mobberen, Dommeren, Tyrannen, Den indre møgkælling…

Det er også okay bare at fortsætte med ’Den indre kritiker’ hvis der ikke lige dukker et navn eller en beskrivende ‘titel’ op.

2.    Bliv bevidst om og anerkend din ’Jeg er ikke god nok’-historie.

Hvad siger den til dig?

Læg mærke til: hvordan lyder din indre kritiker? Er den dæmpet, højlydt, selvretfærdig, underdanig, vred…?

Læg mærke til: Hvad kritiserer din indre kritiker dig for? Er det dit udseende, din karriere, din selvkontrol eller mangel på samme, dit forhold til andre…?

Man kan blive så vant til den indre negative monolog, at man slet ikke bemærker den.

3.   Skab afstand til din indre kritiker

Når du bliver opmærksom på den indre negative monolog – så skal du lære at distancere dig (bare lidt) fra den. Du skal skabe afstand – så den ikke fylder hele dit udsyn.

Den indre kritiker behøver ikke blande sig i det, der betyder noget for dig. Den kan være der og lave alt den larm, den vil – og du kan alligevel gøre det, der er vigtigt for dig. Den kan ikke forhindre dig i at gå i den retning du gerne vil – medmindre du tillader den det.

Det udvikler distance til tanken, at du fx siger dette:

”Hov – nu bemærker jeg, at jeg taler grimt til mig selv. Jeg bemærker at jeg har den tanke, at jeg er for tyk, at jeg ikke er smuk nok eller dygtig ok. Nu er Kritiske Karen i gang igen.”

Eller:

”Der har vi jo Kritiske Karen igen. Tak fordi du fortalte mig det”.  Derved skaber du afstand.

Spørg dig selv:

”Er denne tanke nyttig?”

Når den vanskelige tanker popper op i dit hoved, hjælper det dig så til at blive den person du ønsker at være? Hjælper tankerne dig til at gøre de ting som du gerne vil og skabe det liv du ønsker at skabe?

Det hjælper ikke at skælde ud på dig selv for ikke at være god nok. Det skaber blot en negativ spiral, hvor du bliver endnu mere ked af det og det giver mere overspisning.

Det, der i virkeligheden ville hjælpe dig lige nu, er at tale venligt og kærligt (eller i det mindste neutralt) til dig selv.

Du kan fokusere på alt det, du er god til, alt det du kan og faktisk har opnået.

4.   Du er ikke alene med din uperfekthed.

Se på andre menneskers rigtige kroppe – rigtige mennesker og deres ægte liv. Ikke bare dem i TV og på sociale medier, som er et udklip, et glimt – en redigeret virkelighed.

Vi er alle fulde af menneskelige fejl og mangler – lige som vi skal være.

Prøv at gå på kærlig opdagelse i dine venners og families fejl og mangler – med nysgerrighed og venlighed. Ikke for at fejlfinde – men for at du ikke føler dig alene med dine egne. Kom og vær med i klubben med alle os andre fejlbarlige mennesker. :)

Selvkritik er ikke et tegn på, at der er noget galt med dig. Alle har en indre kritiker – men vi taler ikke så højt om den.

5.   Du behøver ikke elske dig selv. Begynd med venlighed overfor dig selv

I stedet for at forsøge at ’løse problemet’ og kæmpe med tankerne og fikse dig selv – så tal venligt, pænt og kærligt til dig selv – tag dig selv i det når du kritiserer dig selv.

Det handler ikke om at du skal elske dig selv – du skal blot prøve at finde frem til en venlighed overfor dig selv når du opdager, at du er i gang med at tale grimt og nedsættende om og til dig selv.

Fokuser på dine gode kvaliteter og styrker hvis du kan.

Bevidst brug af omsorgsfuldt, selvkærligt og nysgerrigt sprog kan ændre din måde at tale til dig selv.

Tal til dig selv som en kær veninde eller et elsket familiemedlem ville tale til dig – eller du til dem. Trods deres fejl og mangler elsker du dem jo alligevel og accepterer dig som du er. 

Du kan også finde et billede frem af dig selv som barn eller ung – og så forsøge at sige de samme ting til dig selv i den alder. Det er ikke så nemt, vel?

Det havde du jo ikke fortjent – men hvorfor har du så nu?

Du fortjener venlighed og et selvkærligt sprog.

Læs eller gen-læs den første del om hvordan du opdager den indre kritiker:

>> Sådan lærer du at tale venligt til dig selv [DEL 1] <<

Sådan lærer du at tale venligt til dig selv [DEL 1]

Taler du nogle gange grimt til dig selv?

Eller gør du det rigtig meget og hele tiden?

Når du ikke lever op til dine egne idealer og det, du føler, du burde gøre – siger du så ondskabsfulde ting til dig selv?

Genkender du den indre stemme, der dagligt irettesætter, nedgør og taler grimt til dig?

Dét er din indre kritiker.

Man kalder det også negativ selvsnak.

Forestil dig de tanker, du har inde i hovedet – at der står en og siger de samme ting til dig ude i virkeligheden – lige ved siden af dig.

Du går forbi – og får alle de nedsættende ord kastet imod dig:

”Du er ikke god nok! Du er for doven! Du duer ikke til noget! Du er grim! Du er for tyk! Du er dum! Du kan ikke klare det! Du er for meget! Du træner ikke nok! Du spiser for meget! Du er ikke værd at elske…”

Kan du høre det?

Av.

Kan du mærke hvor ondt det gør?

Selv hvis du egentlig gør det godt – skælder du sikkert alligevel ud på dig selv for, at du jo kunne have gjort det endnu bedre ikke?

Hvis det sker for dig, at din indre kritiker dukker op hele tiden og skælder dig ud – er du bestemt ikke alene.

Vi har den alle sammen. Vi retter så let beskyldninger og barske fordømmelser indad – imod os selv. Vi tæsker løs på os selv, når vi begår fejl eller ikke gør tingene perfekt.

Vi tror, at vi er nødt til at være perfekte for at være gode nok.

Skældsord og fornærmelser mod os selv er ikke inspirerende. Vi kan ikke motivere os selv med selvkritik – men med venlighed i stedet.

Det vender vi lige tilbage til senere.

For først og fremmest vil jeg lige spørge dig om det her:

- Gør det dig til at bedre menneske og en bedre person i det lange løb når du skælder ud på dig selv?

- Får det dig til at føle dig mere inspireret og motiveret – eller måske mindre?

Jeg ved i hvert fald, at når jeg gør den slags mod andre mennesker – fx mine børn, så bliver de ikke mere glade, motiverede eller får lyst til at gøre det godt.

De bliver kede af det.

De føler sig forkerte.

Det samme gør vi som voksne.

Ud over vores egne erfaringer med den indre negative selvsnak, kan vi konkludere ud fra forskningen på området, at selvkritik ikke motiverer til bedre resultater – men derimod fører til:

• Lavere motivation for at motionere og træne – og en større sandsynlighed for at give op.

• Dårligere velbefindende

• Dårligere reaktioner på negative livshændelser

• Dårligere reaktioner på nederlag

• Dårligere motivation for at gøre sig selv bedre.

Og det var jo ikke så lidt egentlig.

Vi sidder nogle gange fast i vores overbevisninger. De bliver så store og fylder hele vores verden og udsyn – at vi ikke kan se andet.

Disse overbevisninger bliver til tanker – som bliver til handlinger – som bliver til vaner – som bliver din skæbne.

Vi er mennesker – ikke perfekte glansbilleder eller dukker

Vi begynder at tro, at den eneste måde, vi kan blive noget værd og at andre vil elske og acceptere os, er ved at tabe os og se helt ’rigtige’ ud.

For så er der ingen, der kan sætte en finger på noget.

Du gør som alle os andre: du flikker det perfekte ’super-menneske’ sammen oppe i hovedet – du samler stumper sammen fra det, du ser, møder og oplever ude i verden og på de sociale medier.

Du får opbygget et imaginært monster af et overperfekt menneske, som du sammenligner dig selv med.

Det her perfekte monster bliver det, der ødelægger dit liv og din livsglæde.

Det er det samme som at sammenligne de andres perfekte showroom på de sociale medier med dit eget mega rodede og støvede kosteskab.

Det er ikke ægte.

Det er bestemt heller ikke rimeligt overfor dig selv. Du kan ikke skabe den slags billeder og forvente at kunne leve op til det.

Ingen mennesker er sådan. Ingen kan leve op til alt dét.

Som psykolog og ekspert i skam Krista Korsholm Bojesen siger:

”Det er som om, vi har glemt at vi er mennesker. Vi tror vi skal være guddommelige og perfekte – kunne alt.”

Men det er ikke meningen med os mennesker.

Vi mennesker er fejlbarlige og uperfekte.

Vi begår alle sammen fejl.

ALLE SAMMEN.

Lige nu sidder jeg fx og tænker, at jeg burde gøre rent på de badeværelser, som ingen her i huset har haft tid til at gøre i evigheder – og at jeg ikke har vasket håret i fire dage. At jeg ikke har pudset vinduer i årevis. At jeg har en masse arbejdsopgaver, der halter bagud – som jeg ’virkelig burde få styr på – det er jo pinligt at jeg ikke bare kan tage mig lidt mere sammen’. Vores hus er under renovering og har været det i årevis - og jeg føler ligesom at det burde vi have styr på efterhånden.

Og så starter sammenligningerne:

”Prøv lige at se dén og dén – de kan åbenbart få tid til det hele. Hun har altid rent hår og perfekt makeup, hun har endda tre børn og et fuldtidsarbejde – og han renoverer hele deres hus selv i fritiden. Der må jo være noget galt med mig og os når det ikke er sådan her hos os.”

Igen – AV. Hør lige hvor selvkritisk jeg er.

Men hør lige her!

Det, vi glemmer er, at vi ser jo kun et udklip af virkeligheden hos alle andre.

Jeg ser et øjebliksbillede. Jeg kan ikke tillade mig at sammenligne det, jeg ser i fem minutter hos andre – når jeg ikke har det hele billede.

Problemet er, at hvis det der imaginære monster af et perfekt super-menneske får lov til at være min standard for hvordan JEG bør være – så begynder jeg at skamme mig over den, jeg faktisk er.

Så begynder jeg lige så stille at gemme mig og mit væk.

Hvis mit hus skal være perfekt og skinnende rent for at vi kan have gæster – så får vi det aldrig (eller virkelig sjældent). Og i virkeligheden er det jo helt enormt BEFRIENDE når vi besøger andre mennesker, der også har nullermænd i hjørnerne og under sofaen – for så er det afslappet. Vi skal ikke leve op til noget – vi kan være os selv.

Hvis jeg bare lader tankerne stikke af med mig – uden at opdage, at jeg er i gang med at smelte sammen med dem – hvor jeg danser afsted på en sort sky af negativitet – så lader jeg tankerne få ret.

Så bliver dét min virkelighed. Så fylder skammen - den lever i mørket.

Så betyder det, at min opmærksomhed og mine handlinger domineres af mine tanker.

Hvis skammen skal ud i lyset, hvor den ikke kan leve, er min opgave altså at blive opmærksom på, hvornår jeg er i gang med at hoppe med på tankerne om, at jeg ikke er god nok, ikke gør nok osv.

Jeg skal lære at opdage tankerne, træde et skridt tilbage fra dem og observere dem lidt på afstand.

Det kan gøre det muligt at have de vanskelige tanker – samtidig med at jeg bevæger mig i retning af de vigtige ting i mit liv – fordi jeg bevidst vælger ikke at lade dem styre og dominere det hele.

Nu har du lært at opdage din indre negative selvkritik – i næste uges blogindlæg får du del 2 - hvor du lærer endnu mere om at gøre op med din indre kritiker.

PS. Jeg anerkender, at det ikke er nemt – og det kræver øvelse. Men jeg er efter meget øvelse begyndt at kunne håndtere det, som er svært uden at det overtager hele mit liv.

LÆS OGSÅ ‘Små skridt er også skridt’ - om at lave små ændringer, som holder lige her.