Spiser du på dine følelser?

Så er du ikke alene - og jeg har en stor og dejlig nyhed til dig.

Jeg har nemlig lavet et nyt lille minikursus - som kan hjælpe dig ud af din følelsesmæssige spisning.

Du kan komme direkte til minikurset lige her

For en uges tid siden havde lige panikkøbt en kummefryser og stod midt på Skousens parkeringsplads og var ved at spænde den fast på traileren, da en besked fra en af mine klienter tikkede ind:

”Matilde! – jeg har virkelig brug for din hjælp. Kan vi snakke sammen snart?”
 
Jeg fik moslet kummefryseren hjem og ned i kælderen og dagen efter mødtes vi. 

Hun sad overfor mig i min sofa på kontoret og fortalte, at hun overspiser helt vildt og hver dag lige nu. Hun vil have, at det skal stoppe. Som i NU!
 
Jeg spurgte hende, hvad det mon er, der igangsætter en overspisning og hun fortæller, at i løbet af dagen oplever hun en stor uro i kroppen.
 
Hun ender altid med at overspise på den uro – fordi hun med det samme oplever, at roen sænker sig over hende når hun spiser.
 
Hun flygter fra de ubehagelige og svære følelser gennem trøstespisning og finder ro igen.
 
For en stund.
 
For efter en overspisning oplever hun nemlig at roen kun varer kortvarigt. Faktisk sker der hurtigt det modsatte: hun får endnu mere uro i kroppen.
 
Og så spiser hun igen på dén følelse.
 
Bagefter føler hun lede ved sig selv og slår sig selv oveni hovedet med den helt store mentale hammer:
 
”Hvorfor fanden gjorde jeg nu også det igen?! Jeg ved jo det ikke virker – nu har jeg det endnu værre. Føj hvor er jeg klam og ulækker. Ingen ville kunne lide mig, hvis de vidste hvor meget jeg spiser når jeg er alene. Hold nu op jeg er dum. Nu har jeg helt sikkert taget på fordi jeg ikke kunne styre mig.  Adr! I morgen er det slut! I morgen er jeg god igen og så tager jeg mig sgu sammen.”
 
Maden som indledningsvist ellers hjalp hende til at finde ro ved at dulme ubehaget, er ikke længere en ven, der trøster hende – men er nu pludselig også blevet en fjende.
 
Jeg spurgte hende:
”Hvad er det egentlig for en slags uro, der opstår i dig?”
 
Hun kiggede meget forvirret og lidt usikkert på mig: ”Hvad mener du Matilde?”
 
Jeg uddybede for hende:
”Jeg mener –den uro, som du beskriver – hvor mærker du den i kroppen? Rent fysisk – hvad er det du mærker? Og hvor sidder det i kroppen?”
 
Hun kiggede ud af vinduet. Lukkede øjnene og tillod sig selv at mærke efter.
 
”Jeg tror … jeg mærker det som sådan en knugen her i brystet og at det sitrer i armene?” sagde hun tvivlende mens hun lagde hånden på brystet og bagefter viftede lidt forsigtigt med armene. Som om hun var nervøs for at ramme noget.
 
Jeg fortalte hende, at det er helt naturligt at man mærker uroen fysisk i kroppen et andet sted end man lige regner med – men at man meget ofte ikke tillader sig selv at føle det.  
 
Fordi det faktisk ikke er særlig rart at mærke efter. For så mærker man det jo på en måde endnu mere.
 
Og vi mennesker kan som udgangspunkt ikke ret godt lide at være i noget, der er ubehageligt ret længe. Forståeligt nok.
 
Derfor er det en meget vigtig pointe at vide, at man ikke kan føle noget så stærkt, at man går i stykker.
 
Vi kan rumme alle følelser uden at gå i stykker.
 
Det er jeg selv et levende eksempel på. Jeg forsøger som alle andre også først at slippe for at mærke ubehag. Fx smutter jeg meget hurtigt ind i min telefons verden af sociale medier, hvor jeg kan forsvinde lidt fra virkeligheden. Men jeg ved, at hvis jeg flygter fra det, der gør ondt – så vokser det. Så kommer det tilbage med fornyet styrke.
 
Næsten alle mine klienter kan mærke den der udefinerbare ’uro’. De fleste kan ikke beskrive det nærmere end ’uro’. Det er svært at sætte ord på det selv.
 
Og de ved da slet ikke hvad, de skal stille op med den.
 
Når man skal mærke efter noget, som man ikke føler man kan fikse selv – så lader man ofte være. Fordi det er for svært. Og det giver god mening – for de har ikke lært det. Ikke sådan rigtigt i hvert fald.
 
Så for at ændre adfærd – og gøre noget andet end at spise på sine følelser – så skal man først finde ud af, hvad man mærker og forsøge at sætte ord på, hvad det er, man føler.
 
Vi behøver ikke sætte ord på alt, undersøge alt og forsøge at forstå alt. Det er okay bare at føle noget og kunne lade det passere. Men når det ender med overspisninger og forvirring over, hvorfor dét sker er det en rigtig god ide at undersøge lidt nærmere.
 
Så jeg udfordrede jeg hende lidt mere:
 
”Hvad er det mon for en følelse, der har givet dig den uro, som du mærker som en knugen i brystet og sitren i armene? Hvad er der sket lige inden eller i timerne op til at du får lyst til at overspise?”
 
Hun sad lidt helt stille. Så fik hun tårer i øjnene og sagde til sidst:


”Jeg føler mig bare så utilstrækkelig. Jeg er træt og rastløs. Jeg har så meget jeg skal nå hele tiden med arbejde, børn og livet generelt.  Så når jeg så endelig kommer hjem og får en lille pause, så kan jeg ikke andet end at kaste mig over noget mad for at få ro på. Jeg vil så gerne at jeg bare kunne stoppe uroen og lade være med at spise.”
 

Når vi flygter væk fra en ubehagelig følelse, er det jo ikke fordi vi har lyst til at gøre noget slemt værre. Det er fordi vi ikke har lært at håndtere det – endnu.
 

Jeg startede med at hjælpe hende med at sætte ord på følelserne og mærke følelsen i kroppen. Derefter valgte hun en strategi, som gjorde at hun fik opfyldt sit behov for ro på en anden og mere værdifuld måde. Det tager som sagt lidt tid at lære – men det her er ikke forbeholdt de få.
 
Det her kan alle lære. Også dig.

Faktisk kan du lære det på under en time - lige her.
 
Jeg ville ønske, at der var et fag i folkeskolen, der hed ’Sådan håndterer du dine følelser’. Så vi ikke alle sammen selv skulle forsøge at finde en vej ud af det rod, som de svære følelser ofte efterlader os i.
 
Men fordi jeg ikke kan redde hele verden sådan lige på én gang – så starter jeg her med dig.
 
Hvis du vil slutte fred med dine følelser og gøre det, der er vigtigt i dit liv for dig – så er det her lige det rette for dig.
 
Jeg har lavet et nyt lille minikursus, der kan hjælpe dig med at stoppe følelsesmæssig overspisning. 

Det hedder 'Sådan slutter du fred med dine følelser - uden mad'

Du kan endda komme igennem kurset på under en time.
 
Og hvis du bare kæmper en lille smule med overspisning er det også for dig.
 
Det koster ikke en bondegård – for lige nu er verden og livet svært nok i forvejen.
 

Jeg har givet det en pris, hvor jeg tænker at de fleste kan være med.

For 459,00 kroner kan du komme i gang lige med det samme.
 
Du kan endda betale det i tre rater a’ 153 kroner, så du ikke skal lægge det hele på én gang.
 
Du har evig adgang til kurset – også de 3 BONUS nærværs øvelser, der følger med som lydfiler. Alle kommende eventuelle opdateringer af kurset får du naturligvis også med.
 
 
Det kan du få adgang til det hele lige her.
 
 
BONUS:
Der er tre lækre små bonus nærværs øvelser med, hvor jeg guider dig roligt igennem at håndtere svære følelser.

 
Jeg håber du vil være med.  
 
Du kan sagtens lære at gøre noget andet med dine svære følelser end af spise dem væk - selvom det er svært.
 

Sådan opdager du de tanker, der 'giver dig lov' til at spise

”Det har været en hård dag i dag – så jeg fortjener at spise noget lækkert.”

”Jeg har jo betalt for det – jeg skal da have noget for pengene.”

”Jeg er træt og mangler energi – det hjælper at spise chokolade”

”Det er synd for mig, at jeg ikke må/kan spise mere – når de andre må spise videre.”

”Jeg har næsten spist det hele – posen er snart tom – så kan jeg lige så godt tømme den helt. Så er det der ikke til at friste mig i morgen.”

Kender du til de her tanker? Eller nogen, der minder om dem?

Det er de tanker, der popper op i vores hoveder splitsekundet inden vi spiser noget, som vi ikke er fysiologisk sultne efter.

De hedder med en fin betegnelse ’Tilladende tanker’.

Problemet med de tilladende tanker opstår når de her tanker styrer os og vores handlinger.

Når tankerne hele tiden popper op og bliver et vanligt mønster, der gentager sig ofte – og gør, at vi spiser langt mere, end kroppen rent biologisk og fysiologisk har behov for. Når du bagefter bliver ked af det over at have spist.

Tilladende tanker er nemlig det, vi siger til os selv (bevidst eller ubevidst) for at give os selv ’lov’ til at spise.

Det er ofte en tanke (eller følelse), der opstår lige inden vi overspiser.

Vi rationaliserer vores valg ved at retfærdiggøre handlingen eller ved at minimere konsekvensen af handlingen. Altså vi giver os selv lov til at spise eller vi fortæller os selv, at det jo ikke er så slemt alligevel – fx med tanken ”Det er jo bare i dag. I morgen bliver jeg god igen”.

Ofte tænker vi, at når vi spiser uden at være sultne – så ’sker det bare’. Men det sker næsten altid af en årsag – vi er bare ikke bevidste om, hvad der er på færde.

 Tit er det tanker (eller måske blot en følelse/kropsfornemmelse), man slet ikke bemærker i øjeblikket.

De tilladende tanker til at spise er blevet helt automatiske. Det kan være blevet en ’vanetanke’ – en tilladende tanke, der er blevet trigger for din (over)spisning.

Din hjerne forsøger faktisk at hjælpe dig ved at finde metoder, der kan håndtere den ubehagelige følelse ved at gøre det, den ved virker på de korte bane: at spise.

Nogle gange er hjernen bare ikke den bedste ven til at finde løsningerne af sig selv – og den kommer med virkelig dårlige råd.

Konsekvensen af de tilladende tanker fra hjernen er nemlig ofte vægtøgning eller en følelse af kontroltab. En følelse af, at det hele kan være lige meget – for du kan jo ikke styre dig alligevel.

Når den tilladende tanke opstår, kan du i stedet for at lade dig rive med af den spørge dig selv, om det er en tanke, der gavner og hjælper dig til at komme nærmere dit mål – eller om den holder dig fast i overspisning og uheldige vaner.

Hvis den faktisk ikke hjælper dig til at komme nærmere det, der er vigtigt for dig – så kan du vælge at handle anderledes.

 

Prøv den her nye tanke - måske er den mere hjælpsom og bringer dig tættere på dit mål:

”Det har været en hård dag på arbejdet – jeg bemærker, at min hjerne sender mig en tanke om, at det ville hjælpe at spise noget lige nu. Min hjerne fortæller mig at jeg mangler energi til resten af dagen.

 Men jeg er egentlig ikke sulten, så derfor har jeg behov for energi ved at gøre noget andet hvor jeg bruger min krop og giver min hjerne en pause. Jeg har faktisk også behov for at føle nydelse – men ikke ved at spise. Jeg har behov for at lave noget, der er værdifuldt for mig og giver mig nydelse samtidig.”

Løsningen kunne være at gå en lille tur og bagefter vil lægge sig på sofaen i en halv time med stille musik, en kop the og en god bog. Måske du elsker at være kreativ, spille på et instrument, lave perleplader, plante tulipanløg, starte tidligt på julepynten eller se en god film.

Eller måske du har lyst til at lave noget helt andet.

Uanset hvad, er det helt essentielt, at du opdager de tilladende tanker først.

Det gør du ved at spørge dig selv:

”Hvad siger min hjerne til mig for at give mig ’lov’ til at spise?”

Tankerne opstår fordi der er noget, vi som mennesker forsøger at opnå eller undgå. Altså fx vil vi gerne finde ro eller nydelse (gennem maden) eller vi vil undgå at føle det, vi føler.

Din vanlige adfærd har været at spise. Men nu skal du til at forsøge at finde en alternativ handling eller at lære at ’være med følelsen’.

• Det første trin er at opdage at tanken opstår.

• Vi forsøger dernæst ikke at fjerne tanken – eller kæmpe med den.

• Vi opdager den, lader den være uden at handle på den som vi plejer (ved at spise) og så gør vi evt. noget andet, som er mere værdifuldt for os.

Det kræver som alt andet med overspisning og følelser en lille indsats fra din side at opdage de tanker, der styrer din adfærd. Du skal lege detektiv og bliv nysgerrig på, hvad det er, der sker.

Meget snart kommer der en nyhed fra mig, som kan være en hjælp for dig, der kæmper med følelser og spisning – så hold godt øje med siden her hvis du vil have hjælp til at håndtere din følelsesmæssige spisning uden mad.

Indtil da kan du finde meget mere hjælp her på min blog, hvor jeg skriver om overspisning, følelser og motivation for at ændre vaner.

Forbyder du fx dig selv helt at spise søde sager og snacks – og ender det ofte i overspisning alligevel? Så læs indlægget ’Falder du i enten-eller fælden og ender med overspisning?’ lige her.

Falder du i 'enten-eller'-fælden og ender med overspisning?

'Enten/eller'-madregler ender næsten altid med overspisning - og det er der en rigtig god forklaring på...

De kvinder, jeg arbejder med ønsker ofte hjælp til at STOPPE med at spise usunde søde sager og snacks og indføre kun at spise sundt.

Problemet er bare, at hvis du forbyder dig selv helt at spise søde sager og snacks – så ender det desværre ofte med overspisning af selvsamme alligevel.

Vores hjerne har det nemlig virkelig svært ved at leve med 'forbud og regler' når det gælder mad.

Og løsningen lyder næsten alt for simpel til at være sand: du skal øve dig i 'både/og' som din tilgang i stedet.
 
Det vender jeg lige tilbage til.
 
Alle mine klienter kender til den sort/hvide tankegang om mad og sundhed - hvor du enten er helt vildt ’sund’ eller svinger over i den anden kategori, hvor du er helt vildt ’usund’.

Når jeg sidder med mine klienter i terapien - så spørger jeg dem hvordan det tidligere har virket for dem at leve efter sådan en ’enten/eller-strategi’.

Svarene jeg får tilbage, er ret ens:
 
"Det har virket virkelig dårligt. Jeg har svinget mellem at være på en meget stram slankekur med masser af regler og restriktioner eller jeg har mistet kontrollen og sluppet det hele og tænkt 'så kan det f***** også være lige meget’ og har overspist og taget en masse kilo på i stedet."

Så at skære søde sager fuldstændig ud af vores liv er heller ikke en langtidsholdbar løsning.
 

Vores hjerner får omend endnu mere fokus på de lækre fristelser ved at gøre dem forbudte.

Jeg havde på et tidspunkt en klient, der havde rigtig svært ved at stoppe med at spise når hun blev for mæt. Om morgenen købte hun ofte to chokoladescones og en banan til morgenmad - men blev alt for mæt efter at have spist det hele.
 
Dén følelse af overmæthed resulterede i tanken "Ej for f***** - nu har jeg ødelagt dén dag fordi jeg startede med chokoladescones, som gjorde mig alt for mæt - så nu kan jeg lige så godt fortsætte med at overspise resten af dagen."
 
Hun tænkte derfor (logisk nok umiddelbart), at hun måtte gøre det helt forbudt at spise chokoladescones - fordi hun fik vækket sit 'overspisningsmonster' til live når hun startede dagen med chokoladescones. 😟

Jeg spurgte hende om hun måske kunne øve sig i at spise bare den ene – og mærke om hun kunne blive tilpas mæt af den ene scone sammen med bananen?
 
Det havde hun slet ikke overvejet - hun havde jo bare købt og spist to scones fordi de var på tilbud. 😉
 
Vi fik en snak om, at en chokoladescone sagtens kan være en fin morgenmad - men at det at lytte til sin krops signaler om mæthed er vigtigere end at spise 'bare fordi' – fo eksempel pga. et godt tilbud, at man skal spise op mm.
 
OBS: hvis du kan spise to scones om morgenen og ikke bliver overmæt er det altså også fint – her blev min klient bare overmæt at to. Vi fungerer forskelligt ift. sult og mæthed – og derfor er det så vigtigt at man mærker efter.
 

Hun lærte altså med den lille øvelse at mærke efter sin mæthed, at det ikke behøver at være enten/eller - men sagtens kan være både/og.

Hun overspiste faktisk ikke fordi hun spiste en chokoladescone – men fordi hun blev overmæt af de to scones, og derfor følte hun havde ødelagt det hele.

Hvis hun havde valgt at skære scones helt fra - ville hun med kontrol tvinge sig selv til ikke at spise dem.
 
Der sker bare desværre det lidt uheldige i vores hjerne, at når vi fokuserer på 'det må jeg ikke' - så fokuserer vi om end endnu mere på det, vi forsøger at undgå.

Så skaber vi cravings og får en stærk trang til at spise alt det, vi har forbudt os selv.
 

Når vi så ikke længere kan udholde den strenge kur eller vi 'falder i' og spiser noget forbudt - så slipper vi fuldstændig kontrollen og spiser alt for meget.

Når vi spiser meget mere end vi egentlig var sultne efter og bliver overmætte – så ligger det lige for at slå os selv oveni hovedet med, at vi ikke kan finde ud af det og overspise resten af dagen på dén følelse.

Så hvad er så løsningen - når nu det ikke virker at leve efter regler og 'enten/eller'?

Ja det lyder næsten for nemt - og det er faktisk ikke helt vildt nemt.

Men ved at indføre ‘både/og’ i vores liv kan vi lære at nyde al slags mad og snacks - og ikke falde i overspisning når vi bryder en regel. Det kan godt tage lidt tid at lære – det er ikke noget, man lærer lynhurtigt.

Men med øvelse vil du opdage de områder i dit liv, hvor du falder i 'enten-eller' og måske ender i en overspisning fordi du har brudt en mad-regel.
 
Jeg håber du kunne bruge dagens tip - hvor du begynder at opdage de steder, hvor du falder for 'enten/eller' løsningerne - og øver dig i at lave 'både/og' løsninger i stedet. 


Sådan lærer du at tale venligt til dig selv [DEL 2]

Kan du huske hvordan jeg i sidste uge lærte dig at opdage din indre negative selvkritik, som ofte fører til overspisning?

Hvis ikke du fik læst første del af denne lille miniserie om at stoppe den indre negative kritik kan du læse den lige her:

I dag går vi et spadestik dybere – og jeg lærer dig at håndtere den stemme, der hele tiden dukker op og nedgør dig selv så du kan begynde at tale venligt til dig selv.

OBS: Det handler ikke om at elske sig selv som den man er.

Selvom det ville være skønt i en perfekt verden hvis vi alle kunne få fred og ro til netop det.

Men først - hvorfor i alverden tænker vi så negativt om os selv – og tror alle andre er perfekte?

For det første er der en mekanisme inde i os helt tilbage fra urtiden, der går ud på at tænke negativt.

Det er det, man kalder en medfødt negativitetsbias – altså at negative følelser og oplevelser vejer tungere end de positive.

Det negative huskes simpelthen bedre end alt det gode.

Det tager ganske enkelt længere tid for hjernen at lagre de positive oplevelser og indtryk end de negative.

Det er VIRKELIG uheldigt, at det er sådan.

Men det er til gengæld virkelig godt at vide – for de negative tanker har altid hjulpet os med at overleve. Sådan dybest set.

Negative tanker er en måde at forberede dig selv på det værst tænkelige. Så du løser problemerne, før ulykken sker. Ret smart, når din tip-tip-tip-tip-…oldefar stod ude på savannen omgivet af blodtørstige sabeltigere.

Men i dag ville det være rart, at vi måske var lidt mindre påvirket af negativitets-bias’en.

Den gode nyhed er, at vi faktisk godt kan blive mindre påvirket af det negative.

Men det kræver lidt af dig. Det kræver at du begynder at træne evnen til at fastholde de positive oplevelser og følelser. Det er nemlig robusthedsfremmende at dyrke det positive – det gør dig bedre i stand til at finde nye løsninger på problemer og se det store, bredere perspektiv.

Og med robusthed – mener jeg mental robusthed. Ikke at man skal kunne være sat i stål og så robust, at man kan tåle hvad som helst. Nej – mental robusthed handler snarere om, hvordan og hvor godt du håndterer modgang.

Det er ikke selve hændelsen eller oplevelsen – men vores egen tolkning af den, og de strategier, vi bruger for at komme igennem den, der afgør vores opfattelse af situationen og dermed vores mentale robusthed.

Ud over det at vi har en medfødt negativitets-bias, så tænker vi også negativt om os selv fordi er vi flokdyr. For at overleve evolutionært set har det været livsnødvendigt at være en del af et fællesskab – og derfor gør vi hvad som helst for at passe ind.

Vi vil gerne passe ind, og derfor sammenligner vi os hele tiden med de andre.

Derfor kommer vi let til at fokusere på alle vores mangler – på det, vi synes, vi skal have rettet op på for at passe ind i fællesskabet.

Det kan trigge en grundangst for ikke at overleve hvis ikke vi passer ind i fællesskabet. Det er derfor ikke så mærkeligt at vi sammenligner os selv med andre.

Hvis man har en følelse af, ikke at være god nok eller elsket, som den, man er – så handler det også grundlæggende om ikke at føle sig som en del af fællesskabet. Gør man ikke det – så er sandsynligheden for at man overlever ikke særligt stor (evolutionært set) og vores gamle del af hjernen, som bare skal sikre overlevelse, aktiverer frygtcentret.

Sådan gør op med den indre kritiker

Fem trin til at gøre op med din indre kritiker og tale venligt til dig selv

1.    Giv din indre kritiker et navn - hvis du kan.

Fx Kritikeren, Mobberen, Dommeren, Tyrannen, Den indre møgkælling…

Det er også okay bare at fortsætte med ’Den indre kritiker’ hvis der ikke lige dukker et navn eller en beskrivende ‘titel’ op.

2.    Bliv bevidst om og anerkend din ’Jeg er ikke god nok’-historie.

Hvad siger den til dig?

Læg mærke til: hvordan lyder din indre kritiker? Er den dæmpet, højlydt, selvretfærdig, underdanig, vred…?

Læg mærke til: Hvad kritiserer din indre kritiker dig for? Er det dit udseende, din karriere, din selvkontrol eller mangel på samme, dit forhold til andre…?

Man kan blive så vant til den indre negative monolog, at man slet ikke bemærker den.

3.   Skab afstand til din indre kritiker

Når du bliver opmærksom på den indre negative monolog – så skal du lære at distancere dig (bare lidt) fra den. Du skal skabe afstand – så den ikke fylder hele dit udsyn.

Den indre kritiker behøver ikke blande sig i det, der betyder noget for dig. Den kan være der og lave alt den larm, den vil – og du kan alligevel gøre det, der er vigtigt for dig. Den kan ikke forhindre dig i at gå i den retning du gerne vil – medmindre du tillader den det.

Det udvikler distance til tanken, at du fx siger dette:

”Hov – nu bemærker jeg, at jeg taler grimt til mig selv. Jeg bemærker at jeg har den tanke, at jeg er for tyk, at jeg ikke er smuk nok eller dygtig ok. Nu er Kritiske Karen i gang igen.”

Eller:

”Der har vi jo Kritiske Karen igen. Tak fordi du fortalte mig det”.  Derved skaber du afstand.

Spørg dig selv:

”Er denne tanke nyttig?”

Når den vanskelige tanker popper op i dit hoved, hjælper det dig så til at blive den person du ønsker at være? Hjælper tankerne dig til at gøre de ting som du gerne vil og skabe det liv du ønsker at skabe?

Det hjælper ikke at skælde ud på dig selv for ikke at være god nok. Det skaber blot en negativ spiral, hvor du bliver endnu mere ked af det og det giver mere overspisning.

Det, der i virkeligheden ville hjælpe dig lige nu, er at tale venligt og kærligt (eller i det mindste neutralt) til dig selv.

Du kan fokusere på alt det, du er god til, alt det du kan og faktisk har opnået.

4.   Du er ikke alene med din uperfekthed.

Se på andre menneskers rigtige kroppe – rigtige mennesker og deres ægte liv. Ikke bare dem i TV og på sociale medier, som er et udklip, et glimt – en redigeret virkelighed.

Vi er alle fulde af menneskelige fejl og mangler – lige som vi skal være.

Prøv at gå på kærlig opdagelse i dine venners og families fejl og mangler – med nysgerrighed og venlighed. Ikke for at fejlfinde – men for at du ikke føler dig alene med dine egne. Kom og vær med i klubben med alle os andre fejlbarlige mennesker. :)

Selvkritik er ikke et tegn på, at der er noget galt med dig. Alle har en indre kritiker – men vi taler ikke så højt om den.

5.   Du behøver ikke elske dig selv. Begynd med venlighed overfor dig selv

I stedet for at forsøge at ’løse problemet’ og kæmpe med tankerne og fikse dig selv – så tal venligt, pænt og kærligt til dig selv – tag dig selv i det når du kritiserer dig selv.

Det handler ikke om at du skal elske dig selv – du skal blot prøve at finde frem til en venlighed overfor dig selv når du opdager, at du er i gang med at tale grimt og nedsættende om og til dig selv.

Fokuser på dine gode kvaliteter og styrker hvis du kan.

Bevidst brug af omsorgsfuldt, selvkærligt og nysgerrigt sprog kan ændre din måde at tale til dig selv.

Tal til dig selv som en kær veninde eller et elsket familiemedlem ville tale til dig – eller du til dem. Trods deres fejl og mangler elsker du dem jo alligevel og accepterer dig som du er. 

Du kan også finde et billede frem af dig selv som barn eller ung – og så forsøge at sige de samme ting til dig selv i den alder. Det er ikke så nemt, vel?

Det havde du jo ikke fortjent – men hvorfor har du så nu?

Du fortjener venlighed og et selvkærligt sprog.

Læs eller gen-læs den første del om hvordan du opdager den indre kritiker:

>> Sådan lærer du at tale venligt til dig selv [DEL 1] <<

Sådan lærer du at tale venligt til dig selv [DEL 1]

Taler du nogle gange grimt til dig selv?

Eller gør du det rigtig meget og hele tiden?

Når du ikke lever op til dine egne idealer og det, du føler, du burde gøre – siger du så ondskabsfulde ting til dig selv?

Genkender du den indre stemme, der dagligt irettesætter, nedgør og taler grimt til dig?

Dét er din indre kritiker.

Man kalder det også negativ selvsnak.

Forestil dig de tanker, du har inde i hovedet – at der står en og siger de samme ting til dig ude i virkeligheden – lige ved siden af dig.

Du går forbi – og får alle de nedsættende ord kastet imod dig:

”Du er ikke god nok! Du er for doven! Du duer ikke til noget! Du er grim! Du er for tyk! Du er dum! Du kan ikke klare det! Du er for meget! Du træner ikke nok! Du spiser for meget! Du er ikke værd at elske…”

Kan du høre det?

Av.

Kan du mærke hvor ondt det gør?

Selv hvis du egentlig gør det godt – skælder du sikkert alligevel ud på dig selv for, at du jo kunne have gjort det endnu bedre ikke?

Hvis det sker for dig, at din indre kritiker dukker op hele tiden og skælder dig ud – er du bestemt ikke alene.

Vi har den alle sammen. Vi retter så let beskyldninger og barske fordømmelser indad – imod os selv. Vi tæsker løs på os selv, når vi begår fejl eller ikke gør tingene perfekt.

Vi tror, at vi er nødt til at være perfekte for at være gode nok.

Skældsord og fornærmelser mod os selv er ikke inspirerende. Vi kan ikke motivere os selv med selvkritik – men med venlighed i stedet.

Det vender vi lige tilbage til senere.

For først og fremmest vil jeg lige spørge dig om det her:

- Gør det dig til at bedre menneske og en bedre person i det lange løb når du skælder ud på dig selv?

- Får det dig til at føle dig mere inspireret og motiveret – eller måske mindre?

Jeg ved i hvert fald, at når jeg gør den slags mod andre mennesker – fx mine børn, så bliver de ikke mere glade, motiverede eller får lyst til at gøre det godt.

De bliver kede af det.

De føler sig forkerte.

Det samme gør vi som voksne.

Ud over vores egne erfaringer med den indre negative selvsnak, kan vi konkludere ud fra forskningen på området, at selvkritik ikke motiverer til bedre resultater – men derimod fører til:

• Lavere motivation for at motionere og træne – og en større sandsynlighed for at give op.

• Dårligere velbefindende

• Dårligere reaktioner på negative livshændelser

• Dårligere reaktioner på nederlag

• Dårligere motivation for at gøre sig selv bedre.

Og det var jo ikke så lidt egentlig.

Vi sidder nogle gange fast i vores overbevisninger. De bliver så store og fylder hele vores verden og udsyn – at vi ikke kan se andet.

Disse overbevisninger bliver til tanker – som bliver til handlinger – som bliver til vaner – som bliver din skæbne.

Vi er mennesker – ikke perfekte glansbilleder eller dukker

Vi begynder at tro, at den eneste måde, vi kan blive noget værd og at andre vil elske og acceptere os, er ved at tabe os og se helt ’rigtige’ ud.

For så er der ingen, der kan sætte en finger på noget.

Du gør som alle os andre: du flikker det perfekte ’super-menneske’ sammen oppe i hovedet – du samler stumper sammen fra det, du ser, møder og oplever ude i verden og på de sociale medier.

Du får opbygget et imaginært monster af et overperfekt menneske, som du sammenligner dig selv med.

Det her perfekte monster bliver det, der ødelægger dit liv og din livsglæde.

Det er det samme som at sammenligne de andres perfekte showroom på de sociale medier med dit eget mega rodede og støvede kosteskab.

Det er ikke ægte.

Det er bestemt heller ikke rimeligt overfor dig selv. Du kan ikke skabe den slags billeder og forvente at kunne leve op til det.

Ingen mennesker er sådan. Ingen kan leve op til alt dét.

Som psykolog og ekspert i skam Krista Korsholm Bojesen siger:

”Det er som om, vi har glemt at vi er mennesker. Vi tror vi skal være guddommelige og perfekte – kunne alt.”

Men det er ikke meningen med os mennesker.

Vi mennesker er fejlbarlige og uperfekte.

Vi begår alle sammen fejl.

ALLE SAMMEN.

Lige nu sidder jeg fx og tænker, at jeg burde gøre rent på de badeværelser, som ingen her i huset har haft tid til at gøre i evigheder – og at jeg ikke har vasket håret i fire dage. At jeg ikke har pudset vinduer i årevis. At jeg har en masse arbejdsopgaver, der halter bagud – som jeg ’virkelig burde få styr på – det er jo pinligt at jeg ikke bare kan tage mig lidt mere sammen’. Vores hus er under renovering og har været det i årevis - og jeg føler ligesom at det burde vi have styr på efterhånden.

Og så starter sammenligningerne:

”Prøv lige at se dén og dén – de kan åbenbart få tid til det hele. Hun har altid rent hår og perfekt makeup, hun har endda tre børn og et fuldtidsarbejde – og han renoverer hele deres hus selv i fritiden. Der må jo være noget galt med mig og os når det ikke er sådan her hos os.”

Igen – AV. Hør lige hvor selvkritisk jeg er.

Men hør lige her!

Det, vi glemmer er, at vi ser jo kun et udklip af virkeligheden hos alle andre.

Jeg ser et øjebliksbillede. Jeg kan ikke tillade mig at sammenligne det, jeg ser i fem minutter hos andre – når jeg ikke har det hele billede.

Problemet er, at hvis det der imaginære monster af et perfekt super-menneske får lov til at være min standard for hvordan JEG bør være – så begynder jeg at skamme mig over den, jeg faktisk er.

Så begynder jeg lige så stille at gemme mig og mit væk.

Hvis mit hus skal være perfekt og skinnende rent for at vi kan have gæster – så får vi det aldrig (eller virkelig sjældent). Og i virkeligheden er det jo helt enormt BEFRIENDE når vi besøger andre mennesker, der også har nullermænd i hjørnerne og under sofaen – for så er det afslappet. Vi skal ikke leve op til noget – vi kan være os selv.

Hvis jeg bare lader tankerne stikke af med mig – uden at opdage, at jeg er i gang med at smelte sammen med dem – hvor jeg danser afsted på en sort sky af negativitet – så lader jeg tankerne få ret.

Så bliver dét min virkelighed. Så fylder skammen - den lever i mørket.

Så betyder det, at min opmærksomhed og mine handlinger domineres af mine tanker.

Hvis skammen skal ud i lyset, hvor den ikke kan leve, er min opgave altså at blive opmærksom på, hvornår jeg er i gang med at hoppe med på tankerne om, at jeg ikke er god nok, ikke gør nok osv.

Jeg skal lære at opdage tankerne, træde et skridt tilbage fra dem og observere dem lidt på afstand.

Det kan gøre det muligt at have de vanskelige tanker – samtidig med at jeg bevæger mig i retning af de vigtige ting i mit liv – fordi jeg bevidst vælger ikke at lade dem styre og dominere det hele.

Nu har du lært at opdage din indre negative selvkritik – i næste uges blogindlæg får du del 2 - hvor du lærer endnu mere om at gøre op med din indre kritiker.

PS. Jeg anerkender, at det ikke er nemt – og det kræver øvelse. Men jeg er efter meget øvelse begyndt at kunne håndtere det, som er svært uden at det overtager hele mit liv.

LÆS OGSÅ ‘Små skridt er også skridt’ - om at lave små ændringer, som holder lige her.